Storgaard Biler fortsætter efter nytår som en af landets førende SEAT-forhandlere.
Omstrukturering og goddag til nye SEAT-forhandlere
En større omstrukturering i Semler-koncernen tidligere på efteråret bød på et farvel til nogle af de etablerede SEAT-forhandlere, mens der i 2020 kommer nye forhandlere til. Hos Storgaard Biler får vi fortsat lov til at arbejde med SEAT i fremtiden.
”Vi er rigtig stolte over, at vi fortsætter som autoriseret SEAT-forhandler. Det er en stor cadeau til os, vores forretning og ikke mindst vores dygtige medarbejdere, som hver dag møder ind og leverer et super godt stykke arbejde,” udtaler vores direktør, Ebbe Storgaard Bendixen. ”SEAT er et spændende mærke, som virkelig har præsteret godt de seneste år. Vi har en klar forventning om, at deres markedsandel vil vækste i de kommende år, og den vækst er vi glade for, at vi fortsat kan være med til at drive og forme.”
Byder konkurrencen velkommen
Omstruktureringen betyder blandet andet, at SEAT åbner hos Autocentralen i Esbjerg til nytår. Men hos Storgaard Biler er vi ikke bekymret for, at en anden bilforhandler åbner med samme bilmærke så tæt på: ”Vi har mange kunder, som kommer fra Esbjerg, og det tror vi på, at de stadig vil. Vi har gennem årene opbygget stærke relationer til vores kunder, som i flere tilfælde er kommet hos os gennem mange år. Vi kender dem og deres bil. Det forhold kan man ikke sætte en pris på,” siger Ebbe.
Med den ny konkurrerende forhandler i området kommer der endnu større fokus på SEAT – og det kan blive en fordel for kunder såvel som forhandlere. ”Den øgede konkurrence betyder blot, at vi lægger os endnu mere i selen for at give kunderne en fantastisk service og oplevelse, når de besøger os. En service, som er værd at køre efter. Og det er en parameter, hvor vi allerede i dag, gør alt hvad vi kan for at skille os ud fra de andre bilforhandlere”, slutter Ebbe.
Autoriseret SEAT-forhandler i mere end 25 år
Storgaard Biler i Bramming, blot 15 minutter fra Esbjerg, har været autoriseret forhandler af SEAT i mere end 25 år, og er i dag en af Danmarks største SEAT-forhandlere. Storgaard Biler beskæftiger 35 medarbejdere fordelt på salg, service og i værkstederne.
Gennem tiden har vi vundet flere forhandlerpriser for vores arbejde med SEAT. Bl.a. er vi flere gange blevet tildelt prisen som ’Årets SEAT Forhandler’.SEAT,Udvalgt.