Storgaard Bilers tips til kør selv ferien

Storgaard Bilers top tips til kør-selv-ferien

Pas, valuta, solcreme, klip-klappere, sprinklervæske og advarselstrekant? Der er mange ting, du skal huske at pakke, hvis dig og familien planlægger at køre ud i Europa, når årets sommerferie straks står for døren.

Har du helt styr på, hvordan I får den allerbedste køretur? Læs med her og få vores top tips til en tjekket kør-selv-ferie.

Tjek bilens miljømærker

I de større tyske byer, bl.a. Berlin, Bremen, Hannover og Köln, er der indført miljøzoner. Det betyder, at hvis du vil køre ind i centrum af disse byer, så skal din bil være udstyret med et miljømærke. Har din bil ikke et gyldigt miljømærke, risikerer du en bøde.

Hvis du ikke skal ind til byerne, men f.eks. kun køre på Autobahn, behøver du dog ikke et miljømærke.

Som udgangspunkt er det bilens forureningsniveau udfra gældende “euro” normer, herunder bilens alder, og om den kører på benzin eller diesel, der bestemmer, hvilket miljømærke bilen kan få.

Du kan købe et miljømærke hos FDM, hvor du også kan læse mere om hvilke miljøkrav, der er til din bil.

Husk motorvejsmærkater

Flere europæiske lande har indført afgifter for at køre på motorvejene. Det gælder bl.a. Schweiz, Østrig, Tjekkiet og Slovenien.

Motorvejsafgiften betaler du gennem særlige motorvejsmærkater, som du bl.a. kan købe hos FDM. Mærkatet, som du klistrer i forruden, gælder i en begrænset periode, f.eks. 7 eller 10 dage eller en måned, så husk at sikre dig, at det er gyldigt, så længe du er i landet.

Tjek oliestanden, kølervæske og sprinklervæske

Når I begiver jer ud på kør-selv-ferie kommer bilen på ekstra hårdt arbejde  – der er ekstra læs på, den skal køre længere stræk og måske også køre med højere gennemsnitshastighed end den er vant til. Derfor kan du opleve, at den bruger mere olie end normalt. Det må den gerne. Bare sørg for at tjekke oliestanden inden I tager afsted – og hav gerne en ekstra liter eller to med, så du kan fylde mere på.

Hvis I kører sydpå, hvor vejret er varmere, har bilen også brug for mere kølervæske for at motoren ikke overopheder. Tjek derfor også kølervæskestanden inden afgang og tag ekstra kølervæske med, så du kan toppe op.

Husk også at fylde ekstra sprinklervæske på bilen og hav ekstra sprinklervæske med, så du kan holde forruden fri for  sommervarmens mange insekter og skidt og snavs.

Gennemgå bilens sikkerheds- og førstehjælpskit

Har du en advarselstrekant i bilen? Har du sikkerhedsveste? En førstehjælpskasse?

Når du skal på kør selv-ferie i Europa, skal du huske at undersøge, hvilke krav de enkelte lande har til sikkerhedsudstyr i bilen. For i langt de fleste lande er der krav om, at du har en advarselstrekant i bilen, og en del lande kræver også sikkerhedsveste til en eller flere i bilen.

Vær også opmærksom på, at mange lande har andre regler for brug af autostole og sikkerhedsseler. Desuden kræver nogle lande, at du har en brandslukker med i bilen.

FDM har udarbejdet en oversigt over hvilke lovkrav og anbefalinger, der er til forskelligt sikkerhedsudstyr i de europæiske lande. Oversigten dækker sikkerhedsudstyr som:

  • Advarselstrekant
  • Brandslukker
  • Forbindingskasse
  • Sikkerhedsvest

Du finder – og kan downloade – FDMs oversigt her

Vær opmærksom på vægtfordelingen i bilen

Når familien skal afsted på sommerferie, er der ofte rigtig mange ting, der skal med. Så pas på, at du ikke overlæsser bilen. Tjek altid hvor mange kilo, der må være i bilen i alt og husk at indregne, hvad familien vejer også.

Overlæsser du bilen, kan det gå ud over bilens stabilitet, og du risikerer, at bilen kommer i slinger ved opbremsninger eller undvigemanøvrer.

Tunge ting som kufferter skal du placere lavt og længst muligt fremme i bagagerummet – altså op mod bagsædet. Har du et stort åbent bagagerum, f.eks. en stationcar, er det en god idé at købe et gitter eller et net til at sætte bag ved bagsædet. Undgå også at læsse bilen ‘skævt’, dvs. sætte mange tunge ting i den ene side, da bilen kan blive ustabil i undvigemanøvrer og ved kraftige vindforhold.

Sørg også for at spænde tingene fast i bilen. Har I f.eks. en køleboks med, så spænd den enten fast i bilens isofix-beslag eller placér den i bagagerummet.

Læg alle lette ting i tagboksen

Skal I have en tagboks på bilen, så skal den skal placeres tættest muligt på bilens tyngdepunkt. Pak de letteste ting i tagboksen og spænd dem fast, så de ikke forskubber sig ved en hård opbremsning.

Husk også at tjekke, hvor mange kilo, der må være i tagboksen.

Sikr dig at dæktrykket er optimalt i alle dæk

Et dæk taber dæktryk med tiden. Derfor bør du kontrollere dæktrykket på bilen inden afgang. Hvis du kører rundt med forkert dæktryk, kan det have betydning for både sikkerheden i bilen og for brændstoføkonomien.

Først og fremmest er bilens køre- og bremseegenskaber afhængige af rigtigt dæktryk. Ved for lavt dæktryk er der en øget risiko for, at du mister kontrollen over bilen i en kritisk situation – f.eks. ved en hård opbremsning.

Endelig er der også risiko for, at der opstår skader på dækket, hvis dæktrykket er for lavt. Det er især, hvis du kører med en tungt læsset bilen på længere strækninger, hvor du også kører hurtigt. Det er f.eks. når bilen er ferielæsset med hele familien på motorvejen.

Af hensyn til miljøet og brændstoføkonomien skal dæktrykket også være korrekt. Blot 0,5 bar for lavt tryk vil typisk øge brændstofforbruget med 2-3 pct.

Så der kan være mange penge at spare, ved at have et korrekt dæktryk inden turen går mod sommerferie.

Få foretaget et ferietjek af din bil

Virker klimaanlægget optimalt? Er vinduesviskerbladene tip-top? Er alle væskeniveauer og oliestanden i orden?

Du kan også vælge at få foretaget et ferietjek hos os. Under et ferietjek gennemgår vi hele bilen og sikrer at den er helt i topform til kør-selv-ferien. Det betyder, at vi bl.a. gennemgår:

  • Klimaanlægget
  • Dæk – dæktryk og dækmønster
  • Oliestanden
  • Kølervæskeniveauet
  • Vinduesviskere og viskerblade
  • Visuel kontrol af bremser og styretøj

Du kan booke en tid til et ferietjek lige her

Husk mad og drikke til alle

Uden mad og drikke… Når blodsukkeret falder, kan irritationen stige. Men et lavt blodsukker går også ud over koncentrationen og dermed køresikkerheden.

Undgå at feriestemningen i bilen bliver ødelagt af konflikter, mundhuggeri og uro på bagsædet ved at holde blodsukkeret højt hos alle i bilen. Madpakker bestående af groft og fiberrigt brød, grøntsager og frugt er gode kilder til et stabilt blodsukker. Undgå også for meget slik og andre søde sager, som giver store udsving i blodsukkeret.

Det er ikke kun bilen, der bliver tørstig på en lang varm køretur; så husk at have rigeligt væske med i bilen til alle mand. For lidt væske kan nemlig medføre hovedpine og træthed på grund af dehydrering.

Læs flere gode råd til at undgå at gå sukkerkold her

Hold jævnligt pauser

Det er let at komme til at føle sig træt og ugidelig, når køreturen strækker sig over nogle timer. Men uanset hvor flad og energiforladt du føler dig, så er motion vejen til mere energi.

Hold derfor jævnligt pauser hvor alle mand kommer ud af bilen og får noget frisk luft og bevægelse i kroppen. Spil bold på parkeringspladsen, gå en tur i en park eller parkér lidt længere væk fra iskiosken.

Alting tæller og giver jer fornyet energi til at fortsætte turen.

Rigtig god ferie!