fbpx

Reklamationsret på brugte biler

Når du køber en brugt bil hos Storgaard Biler, har du en reklamationsret på to år. Din reklamationsret er sikret i henhold til Købeloven.

Hvis din bil går i stykker efter købet, eller hvis du opdager en fejl, kan du benytte dig af reklamationsretten.

Reklamationsretten betyder, at du som køber har krav på gratis at få rettet op på eventuelle fejl, der er ved den vare, du har købt. Hvis sælgeren ikke kan reparere eller ombytte varen, kan du kræve at få dine penge tilbage mod at levere varen tilbage.

Garanti og reklamationsret på brugte biler

Garanti og reklamationsret er ikke det samme. Reklamationsretten gælder, selvom sælgeren giver garanti i en kortere periode, for eksempel 3 eller 6 måneder. Hvis sælgeren giver en særskilt garanti, skal garantien give dig bedre vilkår, end dem du har efter købeloven.

Hvad er omfattet af reklamationsretten på brugte biler?

Fejl og mangler på den brugte bil er omfattet er reklamationsretten.

Din ret til at reklamere over en brugt bil skal dog ses i forhold til bilen på købstidspunktet. F.eks. bilens alder, købspris, stand og hvordan den er blevet markedsført. Det har eksempelvis også betydning, hvordan bilen har været beskrevet i annoncen. Der kan derfor være forskel på dine klagemuligheder, alt efter om bilen er solgt som “nysynet og i tiptop stand”, eller som “slidt, men i stand til at køre”.

Er fejl og mangler tydeligt og konkret beskrevet i annoncen for den brugte bil, du vil købe, kan du ikke reklamere over dem senere. Står det eksempelvis tydeligt, at bilen skal have nye bremser, kan du ikke senere kræve, at sælgeren skal betale for dem.

Du kan heller ikke reklamere over mangler, som du åbenlyst har set ved købet, som smadrede ruder, store tydelige buler eller lignende.

Fejl, der blot skyldes almindeligt og forventeligt slid på bilen, er ikke omfattet af reklamationsretten.

Fire gode råd når du køber brugt bil

  • Køb din brugte bil hos en forhandler. Det giver dig den bedste sikkerhed
  • Tjek bilens papirer: registreringsattest, servicehæfte og eventuel synsrapport
  • Køb gerne en bil med brugtbilsattest eller overlad den tekniske test til en uvildig fagmand; udgifterne kan hurtigt være tjent ind, hvis der opdages graverende fejl, som skal udbedres
  • Skriv alle aftaler med forhandleren ned, inden du skriver under på slutsedlen